Danske Landænder

 

Ander og Signe er vores dejlige ænder vi håber på ællinger igen i år

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Tamandens historie i Danmark går tilbage til Jernalderen _

Den danske landand stammer sandsynligvis fra en tysk race.

Tamænder har talmæssigt aldrig været særlig udbredte i Danmark. Ænder skal nemlig helst have en del korn i føden for at trives ordentligt. Korn er en vigtig fødekilde for mennesker, og for de fleste mennesker var korn i gamle dage for værdifuldt til at give til ænder. Men på grund af det lækre kød har man alligevel avlet tamænder i Danmark siden Oldtiden.

De første spor af tamænder i Danmark dukker op i arkæologiske fund fraJernalderen, men sandsynligvis har man holdt tamænder tidligere. Ligesom tamgåsen stammer tamanden fra vilde fugle, der lever på vore breddegrader. Da de første bønder slog sig ned og dyrkede jorden for 5.000 år siden, tæmmede de samtidig nogle af vores vilde dyr og gjorde dem til husdyr.

Formodentlig stammer den danske landand oprindeligt fra de ænder, man holdt i Oldtiden. Ligesom hos de fleste andre husdyr har man i tidens løb krydset de hjemlige racer med fremmede racer for at forbedre kvaliteten, og den nuværende danske landand stammer overvejende fra tyske og måske franske racer.

Dansk landand er en middelstor and, der findes i tre farvevarianter. En helt hvid, en vildfarvet, der ligner den vilde gråand, og en sort med hvidt bryst.
 

Tamanden skal have korn for at trives

Den danske landand findes i tre farver _

Man siger, at den danske landand er en dybstillet fugl. Det betyder, atbugen hænger, så den næsten når jorden, når anden går.

Den danske landand er en middelstor and, som vejer omkring 3 kg, når den er voksen. Kroppen er kraftig med et kødfuldt bryst og en dyb bug. Den danske landand har ikke køl - det vil sige, en stor udposning under bugen.

Der findes tre farvevarianter, den hvide, den vildfarvede og sort med hvidt bryst.

Den hvide er helt snehvid. Begge køn har orange-røde fødder og næb.

Den vildfarvede variant ligner gråanden. Andrikken har grønt metalskinnende hoved, hvid halsring og brunt bryst. Bugen er lys grå, og vingerne er mørkere grå. Hunnen er spraglet brun med lysere bug. Begge køn har gule næb og fødder.

Hos den sorte variant har både andrikken og hunnen sorte eller meget mørkebrune fjer med grønlig skinnende metalglans. Brystet og den forreste del af halsen har hvide farver. Andrikken har gulligt-grønt næb og smudsig rødgule fødder med sorte pletter, anden har mat sort næb og omtrent helt sorte fødder.

Bugen når næsten ned til jorden

Anden findes i tre farvevarianter. Her ses den sorte variant

Vi ved ikke ret meget om den danske landands historie _

Racen har været tæt på at uddø.

Ænder som husdyr har aldrig været særlige talrige i Danmark. Derfor har ænder ikke spillet nogen økonomisk rolle i landbruget, og der ikke mange historiske kilderom den danske landand.

Man ved blandt andet fra udgravninger af landsbyen Skrillinge på Fyn, at der var tamænder i Jernalderen. Disse tamænder har formodentlig lignet vilde ænder, og de er så op gennem historien blevet forædlet og tilpasset lokale forhold. 

I løbet af 1800-tallet begyndte man at modernisere landbruget, og man begyndte at avle målrettet for at forbedre husdyrenes kvalitet. Det var dog først og fremmest de økonomisk betydningsfulde arter, man interesserede sig for. 

På et tidspunkt har man også importeret fremmede anderacer for at forbedre den hjemlige landand. I dag ser det faktisk ud til, at den danske landand overvejendestammer fra den pommerske and, der kommer fra Tyskland. Den danske landand ligner også de franske anderacer duclair og rouen.

Den oprindelige landand forsvandt efterhånden helt til fordel for andre racer, og til sidst var der kun ganske få tilbage. I vore dage har man prøvet at genskabe racen ved målrettet avl. Racen er dog ikke udbredt, og der er i dag kun få avlere, som holder danske landænder. I 1998 var der omkring 100 danske landænder i Danmark

Når man i dag ser sorte og hvidbrystede "parkænder" i vores byområder, er det måske efterkommere af krydsninger mellem vilde gråænder og de landænder, der blev holdt i byerne for 100 år siden.

Der er i dag ikke mange avlere, der har danske landænder

Den danske landand er en rolig og tillidsfuld and _

Ænder er svømmefugle og skal helst have adgang til vand.

Som de fleste andre oprindelige husdyrracer er den danske landand forholdsvisnøjsom og hårdfør. Den kræver ikke så meget foder som mange andre racer.

I naturen er ænder tilpasset til vand. De finder det meste af deres føde i vand, og ællingerne kan svømme, allerede når de er ganske små. 

Vores tamme ænder har den samme tilknytning til vand. Tamænder har behov for at kunne vaske sig og pudse fjerdragten i vand hver dag.

Ænder har brug for vand til at pleje fjerdragten

I naturen kan ænder blive op mod 30 år gamle. _

En hanand kaldes en andrik, hunnen kaldes en and.

Den danske landand hører ikke til de mest frugtbare anderacer. Kuldstørrelsen ligger på 7-13 æg, men ofte er der flere af æggene, som ikke bliver til ællinger.

Hunnen ruger på æggene omkring 26 dage. Når æggene klækkes, kan de små ællinger straks pile omkring og søge føde, men normalt bliver de i reden hos moderen det første døgn. Derefter følger de med moderen rundt på jagt efter føde og vand at svømme i.

Anden fører ællingerne hen til maden og viser dem, hvordan de skal æde. Hos mange andre fugle fanger hunnen føden og giver den til ungerne. Hos ænderne må ællingerne selv lære at æde.

Når anden er omkring ét halvt år gammel, er den udvokset og klar til slagtning.

Daggamle ællinger

 

 

Kilde: danske-dyr.dk